Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/litteraturmagasinet.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 600
Tendens: Autofiktion – fusion af fiktion og virkelighed – Litteraturmagasinet.dk
Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/litteraturmagasinet.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 600
Forside-Top Nyheder

Tendens: Autofiktion – fusion af fiktion og virkelighed

minkamp3

Blandingslitteratur, også meget ofte kaldet autofiktion, har været et omdiskuteret emne det seneste lille årti især inden for skandinavisk litteratur – ikke mindst fordi der hidtil har været tradition for at adskille tekst fra forfatter i fiktive værker. I autofiktionen inddrager blandingslitteratur netop forfatteren i værket, og dermed udfordres opfattelsen af, at der bør skelnes skarpt mellem fiktion og ikke-fiktion.

Autofiktion er blevet den mest populære betegnelse for det at inddrage forfatteren i et litterært værk som fortæller og hovedperson. Det plejer at være formlen for den selvbiografiske fortælling, men der findes efterhånden rigtig mange eksempler på litteratur, der bruger denne formel og alligevel insisterer på, at værket er fiktion, med betegnelser som ”roman” eller ”digte” skrevet på titelbladet. Denne form for bastard mellem fiktion og virkelighed, som også ses betegnet som performativ biografisme eller litterær selvfremstilling, indeholder mange muligheder for variation og er blevet genstand for en del debat – både i forhold til de enkelte værker, og også i forhold til begrebet som genre eller litterær nystrømning.

I forhold til sidstnævnte blandede en del litterater sig i foråret i debatten om, hvorvidt autofiktion er en nytænkning inden for litteraturen eller en gammel latent traver, om det er et særligt kvalitetsstempel eller en etikette opfundet af forlagene, for at få sandhedshungrende (eller snagebegærlige) læsere til at købe bogen.

Fra Knausgård til Soei

Den forfatter, der nok bedst kan siges at have sat den åbenlyst autofiktive tendens i Skandinavien i gang, er norske Knausgård. Han udgav mega-værket Min Kamp i seks bind fra 2009 til 2011, hvor der er et helt utvetydigt navnesammenfald mellem forfatter, fortæller og hovedperson, som sammen med en fiktionsbetegnelse kan ses som minimumskriterium for, at man kan tale om autofiktion. Dette værk går så detaljerigt ned i fortællingen om forfatterens liv fra barndom til nutid, at man umiddelbart vægrer sig fra at tro på, at nogen vil kunne huske hverdagshændelser ned i sådan en grad af detaljerigdom, uanset om det er hændt for 30 år eller en måned siden. Men det er et narrativt træk, som ikke i sig selv gør værket fiktivt – men derimod bliver brugt af enhver biografist for at give læseren en sammenhængende historie om et livsforløb.

Knausgårds roman-betegnede selvbiografi går så tæt på ”den sande historie”, at visse familiemedlemmer, der optræder i romanen, har følt sig udstillet på egne eller andres vegne. Og det er måske i første omgang det, der har fået autofiktionen som genre til at skabe debat, med spørgsmålet om, hvorvidt man kan tillade sig at skrive hvad som helst, at udlevere hvem som helst, hvis bare det er dækket ind under betegnelsen ”fiktion”.

Også Yahya Hassan kom i modvind med hans digtsamling Yahya Hassan fra 2013, som bl.a. var inspireret af Knausgårds autofiktion. Betegnelsen ”digte” peger på et fiktivt værk, men personer i det miljø, som Hassan voksede op i og beskriver i sine digte, var knap så begejstrede for digtsamlingen som de litterære kritikkere var, pga. udleveringen af hans eget miljø.

Et andet eksempel er Aydin Soeis bog Forsoning. Bogen er skrevet som autofiktion – eller biografisk roman – og skildrer den autentiske historie om forfatterens opvækst. I dette tilfælde er blandingen af virkelighed og fiktion begrundet med, at bogen er stykket sammen af forfatterens, hans mors og barndomsvenners hukommelser. Bogen blev i foråret, lige efter udgivelsen, omdrejningspunkt for en injurieretssag, hvor sønnerne til en mand, myrdet af forfatterens far, erklærede bogen for ærekrænkende og passager for usande. Striden handler altså ikke om, hvad der virkelighed og hvad der er fiktion, men det er alligevel kendetegnende for, hvordan den autofiktive litteratur kan bevæge sig i en debatskabende gråzone mellem fiktion og virkelig.

En leg med identitet

En helt anden måde at bruge spændingsfeltet mellem fiktion og virkelighed er Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet fra 2011. Paratekstuelt er værket en roman, mens den interne tekst inviterer læseren til en forståelse af værket som en blanding af fiktion og ikke-fiktion. Mest tydeligt er det i navnesammenfaldet mellem forfatter, fortæller og hovedperson, de mange ligheder mellem disse samt fotodokumentationen midt i værket, der umiddelbart (men måske slet ikke) bekræfter det ikke-fiktive i værket. Der er ikke noget udenfor teksten, der peger på en autofiktiv læsning – det er teksten selv, der både peger og samtidig ikke peger i den retning. Og netop denne leg med identitet bliver et tema for hele værket.

Romanens omdrejningspunkt er den unge Bjørns forhold til den ældre ridelærer. Navnet Bjørn figurerer næsten hele tiden, og til tider med en hæsblæsende hyppighed, men ikke ret mange andre karakterer er nævnt ved navn. Værkets struktur er på paradoksal vis med til at opløse en sammenhængende fortælling om en livshistorie – den er ekstremt fragmentarisk og opbrudt med gentagelser af handlingsforløb i nye versioner og gentagne modsigelser af det allerede fortalte. En sådan komposition hiver værket i en langt mere konstrueret og fiktionaliseret retning end både Knausgårds og Soeis bøger.

Man får som læser en forståelse af at læse med på Bjørns privatliv, men det er ret tydeligt et tvetydigt værk, der måske har som projekt at vise, hvordan blandingslitteratur som autofiktion bliver modtaget, og hvor forhippet man som læser ofte forsøger at læse forfatteren bag, hvordan man krampagtigt forsøger at skille fakta fra fiktion, selvom dette sjældent lader sig gøre.

Kompositionen gør det umuligt for læseren at regne ud, hvad der er virkelighed og hvad der er fiktion. Bjørn er Bjørn er Bjørn, men om det er forfatteren, fortælleren eller en af hovedpersonsversionerne, der står for de forskellige udsagn og fragmenter, er umuligt at sige. I Bjørn Rasmussens roman er alt fiktionaliseret, alt må opfattes som konstruktion, og legen med det muligt biografiske og det tydeligt fiktive, legen med identiteten, viser en helt anden grad af selvfortælling eller autofiktion end fx Knausgård og Soei.

Denne temaartikel er skrevet af Mette K. Mortensen, cand. mag, medlem af redaktionen.

 

mette

Mette K. Mortensen, skribent, cand. mag

 

Kommenter