Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/litteraturmagasinet.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 600
Nordkvinden med den ligefremme fortællestil – Litteraturmagasinet.dk
Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/litteraturmagasinet.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 600
Interview/portræt

Nordkvinden med den ligefremme fortællestil

ragde2-nyt

Anne B. Ragde er født i 1957 i Hardanger i Norge. Hun er barn af en dansk mor og en norsk far. Som 4-årig flyttede hun med sine forældre til Trondheim, hvor hun voksede op, og hvor hun også bor i dag.

Hendes forældre blev skilt, da hun var otte, og ifølge Anne selv betød det, at hendes barndom var slut. Hun fik meget ansvar og skulle klare det meste selv, og især begyndte hun at tage ansvar for familiens økonomi, fordi hun fornemmede, hvor fattige de var. Umiddelbart lyder det som en barsk barndom, hvad den også var en overgang, mens moren Birte kom sig over skilsmissechokket. Birte fik imidlertid hold på sig selv, tog et arbejde og så blev livet nemmere – også for datteren.

Moren har haft stor betydning for Ragdes litterære liv. Foruden at være hovedperson i to af Ragdes romaner, ”Arseniktårnet” fra 2001 og ”Jeg har et tæppe i tusind farver” fra 2014, er hun årsag til, at Ragde overhovedet blev forfatter. Det mener Ragde i hvert fald selv. Morens modvilje over for norske børnebøger betød, at Ragde fra hun var fire år fik læst højt af H.C. Andersen, så hun fik litteraturen ind med modermælken, som hun udtrykker det. I det hele taget opfordrede Birte sin datter til at læse, for ”hvis du bliver glad for at læse, så vil du aldrig føle dig ensom.” (Anne Lindmo: Interview med Anne B. Ragde. NRK TV, 2014-09-06).

Som helt ung var det dog ikke skriften og fortællingerne, Anne B. Ragde troede, hun skulle leve af. Hun ville være dyrlæge. Derfor arbejdede hun en kort periode som veterinærassistent, men dyr kom hun aldrig til at arbejde med. Hun er uddannet lingvist fra universitetet i Trondheim, hvor hun også har undervist i massekommunikation i en periode. Hun har også arbejdet som tekstforfatter på et reklamebureau, og i 1986 debuterede hun som forfatter med børnebogen ”Hallo! Her er Jo”. Det blev startskuddet på et forfatterskab, der tæller mere end 40 udgivelser, og som dækker mange genrer. Ragde skriver alt fra erotiske noveller over krimier til børne- og ungdomsbøger. ”En tiger for en engel” fra 1990 anses som hendes romandebut. Den trækker på forfatterens eget liv, hvad mange af de efterfølgende romaner også gør.

Ragde lever alene i dag, og det passer hende godt at være herre i eget hus. Hun siger: ”Jeg har været gift tre gange. Jeg elsker bryllupper og har både været hvid brud, sort brud og gift i nationaldragt. Men forhold kræver meget og adskillelse endnu mere. Jeg kedede mig til sidst i ægteskaberne. Jeg trives meget godt i mit eget selskab. Jeg elsker at være chef i mit eget hus. Man bestemmer selv, hvornår man skal have en fest, og hvornår man skal have tv-aften.” (Nanna Hansen: Skriv om hvad som helst eller lad helt være. Viva, 2012-04-12).

Forfatterens ligefremme fortællestil rammer bredt, og bøgerne er også blevet bestsellere uden for hjemlandets grænser. Hun mangler dog stadig at imponere det litterære parnas.

I dag er Ragde en af Norges bedst sælgende forfattere, men det har taget mere end 20 år som forfatter at nå dertil. Hun fremhæves ofte som en meget ærlig og bramfri fortæller, men om det er opskriften på succes, aner hun ikke. Hun siger: ”For eksempel ”Berlinerpoplerne”, der handler om tre brødre. Mænd læser ikke så meget som kvinder, og jeg troede ikke, kvinder ville læse om tre brødre. Men det viste sig, at bogen blev ret populær. Så jeg har ingen opskrift.” (Nanna Hansen: Skriv om hvad som helst eller lad helt være. Viva, 2012-04-12).

 

Kommenter