Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/litteraturmagasinet.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 600
Jens Andersen: Astrid Lindgren glemte aldrig barnet i sig selv – Litteraturmagasinet.dk
Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/litteraturmagasinet.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 600
Interview/portræt

Jens Andersen: Astrid Lindgren glemte aldrig barnet i sig selv

jens-andersen2

Interview med Jens Andersen, forfatter til Astrid Lindgren-biografien: “Denne dag, et liv”

LitteraturMagasinet.dk:

Hvad fik dig på ideen til at skrive denne biografi?

Jens Andersen:

Min kærlighed til Astrid Lindgrens bøger og min fascination af en forfatter, der gennem hele sit voksne liv og karriere forstod at bevare sin kreativitet, sin idealisme og som aldrig glemte at lege med barnet i sig selv.

LitteraturMagasinet.dk:

Biografien er meget dokumenterende – hvorfor? Er det noget som har manglet i andre biografier, synes du?

Jens Andersen:

En god biografi må altid være forankret i grundig research både i dybden og bredden, og for mig bliver researchfasen ved lige til det sidste punktum er ved at blive sat og min redaktør står og haler i manuskriptet. 
Der findes kun en anden biografi om Astrid Lindgren, skrevet i 1977 af Margareta Strömstedt. Den er fremragende og veldokumenteret, hvad angår Astrids barndom og opvækst i Småland, men jeg syntes, man manglede en biografi, som mere indgående og nydokumenteret fulgte de 75 år, Astrid Lindgren ikke boede i Småland, men i Stockholm …

LitteraturMagasinet.dk:

Er der i din biografi kommet ting frem om Astrid Lindgren som ikke tidligere har været kendt for den danske offentlighed eller dig selv?

Jens Andersen:

Masser! Nyt er bl.a. ensomhedens betydning for Lindgrens privatliv og tema i børnebøgerne, det har ingen skrevet så grundigt om før. Jeg har også meget nyt at fortælle om den hemmelige fødsel af Lasse i København og de svære år, der fulgte, da Astrid faktisk overvejede at gifte sig med Lasses far: den tredive år ældre chefredaktør på Vimmerby Tidning, som havde syv børn i forvejen.

Der er masser af nyt om Astrids kernefamilieliv og spirende forfatterliv i 30´erne, om hendes eksplosive debut i 40´rne med Pippi, om vigtige venskaber med svenske Elsa Olenius og tyske Louise Hartung, der var lesbisk og forelskede sig dybt i Astrid. Louises kærlighed blev ikke besvaret, men hun betød kolossalt meget for Astrid Lindgrens intellektuelle udvikling i 1950´erne og 60´erne.

Og så er der ikke mindst masser af nyt om den politiske aktivist Astrid Lindgren, der i 70´erne gik løs på Olof Palmes regering og resten af sit liv lagde kunsten på hylden for at koncentrere sig om et folkeligt-politisk samfundsengagement, der hvilede på Pippis, Madickens, Ronjas og Emils næstekærlighed og moralske kræfter. Denne civilcourage, som udtrykkes så suverænt i Brødrene Løvehjerte, hvor Jonathan siger – og lad det være mottoet for Astrid Lindgrens magt i svensk samfundsiv – ”Der er ting man MÅ gøre, ellers er man ikke noget menneske, men en lille lort!”

LitteraturMagasinet.dk:

Hvad er din egen vurdering af, hvad der har mest været afgørende for Astrids Lindgrens forfatterskab?

Jens Andersen:

Mange ting. Selvfølgelig betød de ulykkelige omstændigheder omkring Lasses fødsel og de fire år Astrid var adskilt fra ham og levede som enlig mor uden barn i Stockholm, enormt for hendes syn på børn og barndom, og for det nødvendige, nære forhold mellem børn og forældre. Men også udviklingen inden for børnepsykologi og børnepædagogik i 1930´erne var med til at forme hendes progressive holdninger og særlige fortællesynsvinkel i børnebøgerne.
I modsætning til tidligere tiders børnelitteratur var Lindgrens bøger aldrig didaktiske og belærende, altså fortalt fra oven og ned, men i stedet hen til barnet. Lindgrens respekt for børn og hendes syn på barnet som et ligeværdigt medmenneske satte en helt ny standard for børnebøger i verdenslitteraturen. Og selvfølgelig var hun hele livet præget af sin lykkelige og trygge barndom i Vimmerby. Det var brønden, hun altid kunne øse af.

LitteraturMagasinet.dk:

Hvordan opfatter du og forklarer hendes dualitet: de lyse, sjove værker med fokus på liv og leg og så de ”sorte” værker , Mio, min Mio, Brødrene Løvehjerte?

Jens Andersen:

Den adskiller sig vel ikke radikalt og voldsomt for så mange andre menneskers, og er det ikke derfor vi spejler os sådan i hendes liv og skæbne?
Hvem af os har ikke to sider i os, en lys og mørk? Det, der adskiller kunstneriske personligheder fra flertallet af os andre, er en særlig sensitivitet, og en evne til at se ind i sig selv – i lyset såvel som i mørket. Det kunne Astrid Lindgren, og i samme bevægelse løftede hun sine syner ud i nye børnebøger, der rummede lyset såvel som mørket, ofte krystalliseret gennem hovedpersonernes sammensatte væsen: Fra Pippi Langstrømpe og Mio, min Mio til Emil fra Lønneberg og Ronja Røverdatter.

LitteraturMagasinet.dk:

Ser du Pippi Langstrømpe som Astrid Lindgrens reaktion mod den herskende(autoritære) verdensorden – både når det gælder den globale situation og måske også den herskende opfattelse af børneliv/opdragelse?

Jens Andersen:

Jeg ser den i første omgang som det Astrid Lindgren selv så: Verdens stærkeste barn, der ikke kun er noget særligt fordi hun er en pige, men også fordi hun som en af de meget få magthavere på kloden forstår at have magt uden at misbruge den. Hun blev ”født” som mundtlige fortællinger på datter Karins sengekant i begyndelsen af en verdenskrig, der i foråret 1941 lignede en tysk sejr, og der er næppe tvivl om at Astrid mere eller mindre bevidst skabte et idealistisk fantasifoster af et menneske.
Alle tiders pacifist som med sit venlige væsen, sin hjælpsomhed og ikke mindst sin aldrig hvilende fantasi var menneskehedens redning på lang sigt. Et lille anarkistisk, antiautoritært overmenneske – frygtelig fjernt fra Hitlers dæmoniske overmenneske – der kunne skabe en ny og bedre og især sjovere verden.

LitteraturMagasinet.dk:

Hvilket værk af Astrid Lindgren vurderer du har været mest betydende ? – litterært og/eller i forhold til læserne/samfund?

Jens Andersen:

Pippi Langstrømpe! Uden sammenligning. Den var en revolution i børnelitteraturen, og en revolution i børneværelset, og i dag er det stadig en lige så vild, varm og vital fortælling for små børn. Et eventyr om magtens væsen. Den magt som er så ustyrlig en impuls og følelse i børn, og spiller så væsentlig en rolle i deres udvikling og opdragelse.

LitteraturMagasinet.dk:

Hvad beundrer du mest med ved Astrid Lindgren som menneske?

Jens Andersen:

Hendes idealisme, der var uløseligt forbundet med det realistiske. Hendes vilje til hjælpe sine medmennesker. Hendes enorme arbejdskapacitet, humor og modet til at tale magten imod. Ingen var for stor til at blive revet ned af sin latterlige piedestal. Og så ikke mindst Astrid Lindgren evne til at leve intenst og nærværende. Denne dag, et liv! Sådan anskuede hun jo afviklingen af vort uforskammet korte menneskeliv: Lev hver eneste dag som var den resten af livet. Som var den en evighed.

Jens Andersen har netop modtaget Politikens Litteraturpris for Astrid Lindgren-biografien.

Kommenter